Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Bricks Gallery

Blågårdsgade 11b, 2200 Købenavn N

Tirsdag - fredag 12-18, lørdag 11-16


Atoll

Morten Plesner

13.06.2020 - 25.07.2020
FACEBOOKEVENT


PRESSEMEDDELELSE

En atoll former en cirkel af land i havet med en azurblå, lavvandet lagune i midten. En aktiv vulkan har engang for længe siden bygget sig op fra havbunden og skabt en ø fra sit rødglødende indre, omkring hvilken der er dannet et koralrev. Over tid er vulkanen sunket tilbage under vandoverfladen, mens koralrevet er blevet tilbage som en cirkulær aftegning af en verden, der nu er vendt tilbage til havet.

Atoll er titlen på Morten Plesners udstilling på Bricks Gallery, der kredser om geologiske og biologiske kræfter, fra den kraftfulde energiudladning i ilden og den vulkanske lava til de mikroskopiske alger og koraller, der over tusindevis af år ophobes og samler sig til et isoleret, tropisk univers midt i det tyrkise hav. Atoll er en visuel udforskning af øens materialitet; af bølgeskvulpene i lagunens uklare vand, af krabbeskjold, hvidt sand og planter, og af de efterladenskaber fra forskellige mulige civilisationer, der kunne have beboet atoll’en med deres ritualer, håb og drømme.

Morten Plesner arbejder med et iscenesat kontroltab, hvor naturens egne processer og tilfældets magi bliver samarbejdspartnere i skabelsen af værkerne. I en række keramiske værker opstiller han en præmis, sætter en proces igang og lader naturen færdiggøre arbejdet. Igennem naturlige materialer, det fundne og forærede; igennem tilfældets kraft og åbne, inituitive processer, indskriver han sine værker i en form for urkultur, hvor materialets iboende egenskaber bliver styrende for udtrykket. Herfra inviterer han os indenfor i et tropisk univers, fyldt med vulkansk energi og sarte mikrober, bølgeskvulp og sandstrande og imellem det resterne, af de civilisationer, der var og de, der skal komme. Fra Plesners isolerede atoll udenfor tid og sted rækker han tilbage til det, der ligger før kulturen. Det naturlige og det tilvirkede, det fortidige og det nutidige blander sig i udstillingsrummet på en måde, hvor man kan blive i tvivl: Er det menneskeligt tilvirkede artifakter eller naturens tilfældigheder, vi kigger på?

Morten Plesner (f. 1979) er uddannet teatermaler fra Det Kgl. Teater i København i 2004 og har desuden en baggrund i graffiti. I 2008-2012 samarbejdede han med Christian Elovara Dinesen i kunstnerduoen Ultra Grøn som blandt andet udstillede på Charlottenborg Kunsthal, KØS - Museum for Kunst i Det Offentlige Rum og Galleri Christoffer Egelund. Som solokunstner har Morten Plesner udstillet på Ringsted Galleriet, MOHS Gallery, Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie Udstillingsbygning og Forårsudstillingen Charlottenborg Kunsthal.
Atoll er Morten Plesners første soloudstilling på Bricks Gallery

Skriv kommentar



Krabbesholm Højskole
Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Lilith Performancestudio
TAl R - Glyptoteket
Kunstskolen Spektrum