Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2, 1051 København K

MAIL: info@kunsthalcharlottenborg.dk

TLF: +45 3313 4022

FAX: +45 4533 1425

WEB: kunsthalcharlottenborg.dk

Tirsdag - fredag 12-20, lørdag - søndag 11-17


ALITY

two-women-machine-show, Jonathan Bonnici

25.09.2018 - 30.09.2018
FACEBOOKEVENT


PRESSEMEDDELELSE

Premiere på durationelt performanceværk af anmelderroste two-women-machine-show og Jonathan Bonnici 
two-women-machine-show (DK) og Jonathan Bonnici (DK/UK) inviterer i samarbejde med Dansehallerne publikum med på en rejse ind i fantasiens rum. Det durationelle performanceværk ALITY har premiere 24. september på Kunsthal Charlottenborg.  

Premiere: 24. september 2018 kl. 18.00-21.00
Periode: 24.-30. september 2018
Events: 17. september kl. 19.00 og 27. september kl. 18.30  

Hengiv dig til det ukendte
Fem internationale performere befinder sig på et spejlblankt gulv. Sammen udforsker de fantasiens kapacitet. Sanseligt fokuseret iagttager performerne det, der omgiver dem, både det konkrete og det abstrakte - og omdanner dette input til et koreografisk udtryk.

I ALITY findes der ingen fiktion eller præfabrikerede danse. Alt der er til stede - publikum, performere, rekvisitter og rummet i sig selv - er til mulig forhandling i nuet. Via en særligt udviklet praksis er performerne skarpt trænet i at holde en koncentreret tilstand af radikal tilstedeværelse mellem dem. Dette gør det muligt at kanalisere rummets undertoner, så det materialiserer sig som kontinuerligt udviklende scener og mønstre. Mere end en konkret manifestation, består ALITY af en række koreografiske antydninger, der elegant balancerer mellem klarhed og drøm. Ikke ulig oplevelsen af at stirre på et tarotkort eller ind i et kalejdoskop, er værket foranderligt og udfolder sig jo mere, at man hengiver sig til det. I dette spænd mellem det hyper tilstedeværende og det næsten urørlige udfordres de gængse parametre for, hvad et koreografisk værk skal levere, og hvordan en performer bør agere foran et publikum.

Under værkets tre timer lange varighed har publikum mulighed for at bevæge sig rundt om performerne, finde et sted at slå sig ned eller gå til og fra forestillingen i deres eget tempo.

Rum og publikum
two-women-machine-show og Jonathan Bonnici tilhører en gruppe af performanceorienteret konceptuelle koreografer, der er med til at bane nye veje for dansen, når de som med deres sidste anmelderroste værk TRANS- arbejder nyskabende med procesorienteret publikumsrelationer og rum frem for med præfabrikerede bevægelser. ALITY er et eksperiment i det ubestemte. Der arbejdes inden for rammerne af potentialet af de situationer, der opstår og udspiller sig.

Arkitekt og tekstilkunstner Lea Paulsen, der er skaber af rum, tekstiler og kostumer til forestillingen, understreger med materialevalg og elementer som en fysisk bro, værkets overgang fra en atmosfære til en anden. Foranderlige lag, historier som skabes og omskabes og rum i rum understreges med en serie af tekstile paneler. Det spejlblanke gulv understreger den kalejdoskopiske fornemmelse. 

Kunstnerne bag ALITY
two-women-machine-show er projektnavnet for koreograferne og kunstnerne Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg. De har siden deres første samarbejde interesseret sig for temaer som monokultur, det uniforme og unison bevægelse.

De har en praksisbaseret tilgang til research, der trækker på koreografi, ritualer og tekstbaseret teater. De betragter den udøvende kunstner som en kanaliserende krop, hvor igennem informationer behandles, og sprog er bindeled mellem rummet og de tilstedeværende. Deres kunstneriske arbejde er anerkendt af Statens Kunstfond i 2013 og 2014 med værkerne MASS HYSTERIA og MY BODY IS A BARREL OF GUNPOWDER.

I 2015 skabte two-women-machine-show og den britiske skuespiller Jonathan Bonnici værket TRANS-  til Bora Boras platform New Nordic Dances. Værket har siden turneret i hele Europa og blev anmeldt med flokvis af stjerner og ord som "This is the re-birth of theatre" og "a power-exchange between performer and audience(...) a new form of sympathetic magic". 

Det nye værk ALITY er en fortsættelse af samarbejdet med Jonathan Bonnici, der er uddannet på Royal Academy of Dramatic Art, har været hovedrolleindehaver i forestillinger på National Theatre, Globe Theatre og har desuden medvirket i tv og film og er forfatter. 

ALITY er også skabt i tæt samarbejde med den sydkoreanske kunstner Yujin Kim, den britiske komponist S. Rieser og den danske arkitekt og tekstilkunstner Lea Paulsen.

Events rundt om værket ALITY
17. september, kl. 19-21
Praksis, fantasi og decentraliseret koreografi
Som optakt til premieren på ALITY kan man møde holdet bag værket og høre om deres proces sammen, deres praksis og koreografiske overvejelser. Arrangementet foregår som en del af Dansehallernes programrække CHOREOGRAPHY IN ACTION i Charlottenborg Art Cinema. Eventen foregår på engelsk, og der er fri entré.

27. september, kl. 18.30-20
Choreography as a reading practice
Perspektiverende talk med Simo Kellokumpu
I spilleperioden er der en talk med den finske koreograf og Ph.d studerende Simo Kellokumpu. Han kaster et perspektiverende blik på ALITY, og inddrager sin egen forskning om koreografisk læsning, koreografisk fantasi og science fiction.

Arrangementet foregår på engelsk i Charlottenborg Art Cinema i umiddelbar forlængelse af dagens opførelse af ALITY.

Fakta om ALITY
two-women-machine-show (DK) og Jonathan Bonnici (UK/DK): ALITY
24.-30. september 2018
Premiere: 24. september kl. 18-21
Øvrige dage: 25. sep. kl. 15-18, 26. sep. kl. 17-20, 27. sep. kl 15-18, 28.-30. sep. kl. 13-16
Varighed: 3 timer (uden pause) / publikum kan komme og gå
Billetter: Til premieren købes billetter via teaterbilletter.dk
Til de øvrige spilledage 25.-30. sept. kræves blot entrébillet til Kunsthal Charlottenborg, som købes ved indgangen.
Sted: Kunsthal Charlottenborg, Kgs. Nytorv 1, 1050 København K

Credits
Performere, medskabere: Ida-Elisabeth Larsen, Jonathan Bonnici, Yujin Kim, Santi Rieser, Emilia Gasiorek
Koreografer, initiativtagere og iscenesættelse: Marie-Louise Stentebjerg, Ida-Elisabeth Larsen, Jonathan Bonnici
Lyd: S. Rieser
Lys: Jesper Møller
Rum, tekstil og kostumer: Lea Paulsen
Stemmekonsulent: Emma Bonnici
Kanaliseringkonsulent: Sunniva Høgsberg
Grafisk design: Samuel Moore

Støttet af
Statens Kunstfond, Beckett-fonden, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Knud Højgaards Fond og Oticon Fonden og Carcel samt de samproducerende partnere Dansehallerne, Kunsthal Charlottenborg, Dansearena Nord, Theatre Academy University of the Arts Helsinki og PACT Zollverein.

Tak til
Simo Kellokumpu, Tuija Kokkonen, Anders Paulin, Paula Caspao, Alaknanda Samarth, Pia Stentebjerg, Hanna Reidmar, 13Festivalen.

Om Dansehallerne
Dansehallerne er en national platform og en ledende institution for ny koreografisk scenekunst, et kreativt og inkluderende forum, der stiller skarpt på møder med publikum, interaktive skabende aktiviteter og international udveksling.
I sæson 2018/19 præsenteres Dansehallernes program i tæt samarbejde med en lang række partnere og markante kunstinstitutioner i hele landet - herunder Kunsthal Charlottenborg.

Skriv kommentar



Kunsthøjskolen på Ærø
Krabbesholm Højskole
TAl R - Glyptoteket
Lilith Performancestudio
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole