Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

OK Corral

Rolighedsvej 9, 1958 Frederiksberg

MAIL: okcorralexhibit@gmail.com

TLF: +45 4162 1987

WEB: okcorral.dk

Onsdag - lørdag kl. 13-17


Albanova - Erindrings Fysik

Biba Fibiger

07.06.2014 - 21.06.2014
FACEBOOKEVENT


PRESSEMEDDELELSE

Jeg finder filmen fra gemmerne som jeg ikke anede jeg havde.

Det er billeder fra turen til Albanova med min far. Det jeg så foldes i det jeg ser, så det jeg vil se er forsvundne detaljer af noget der bliver.

Da jeg tager billedet kigger jeg igennem øjestykket. Jeg erindrer, at linsen gemmer billeder i sine folder for senere at anvende dem. Rette i dem. Slette dem. Ændre dem.

Vi er på det sted, der senere vil blive kaldt Albanova. En grotte af krystal calcit. Området består af millioner af atomer. Atomer der vandrer igennem kroppens kanaler og skaber fuger. Andet udskilles. Jeg retter fokus, men kun lysglimt danser på linsen. Når jeg folder min hånd ved jeg, den gemmer på det, jeg lige har set.

Alligevel husker jeg, da jeg genfinder filmen, at jeg ikke erindrer turen til Albanova.

Jeg folder filmstrimlen og lægger den i mikroskopet. Kigger igennem øjestykket. De forsvundne detaljer kommer nu tæt på. Det store hele forsvinder ind i linsens objektiv. Så alligevel kommer jeg ikke tættere på.

Der er de to portrætter på filmen. Et med maden i fokus. Et med manden i fokus.

Billedet er en verden for sig som jeg ikke har set siden.
Kontrasten i lyset og farverne fra det irgrønne stenlandskab kastes ind i den ellers sort-hvide grotte. Et naturligt polaroid imod virkeligheden.

Jeg ser igen på filmen, som let glider igennem mine fingre. De fremkaldte billeder flyder sammen og har dannet nye billeder til projektionen.

Alt forsvinder ind bagved grottens konvekse krystalvæg. Atomiseres, slettes, foldes.

Biba Fibiger arbejder installatorisk med eksperimenterende fotografi og objekter, der kædes sammen i det hun kalder 'ensembler'. Et ensemble der føres sammen i en større fortælling.

I Albanova - Erindrings Fysik er det Biba Fibigers egen historie om et 14 år gammelt portrætfoto af hendes far, som hun fandt i egne gemmer efter hans død, og som hun havde glemt hun havde taget.

Portrætbilledet bliver i installationen genstand for en 'videnskabelig' søgen ind i øjet, der må have lagret dette billede.

Vi er i installationen således på besøg hos 'øjet', i 'øjets hjem' hvor vi ledes fra værelse til værelse igennem øjets bearbejdning af portrættet. Igennem collager, fotogrammer og diasprojektering mv. kommer vi tættere og tættere på, dog længere og længere fra mindet Negativet. Mindet bliver materiale. Materialet atomiseres og folder sig ud i andre billeder

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Lilith Performancestudio
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Krabbesholm Højskole
TAl R - Glyptoteket